
Det har været en privilegeret og rar måde at komme tilbage fra barsel på
I januar talte vi med Julie, der skulle starte på arbejde som advokat igen efter barsel. Men hun gjorde det på en utraditionel måde. Hun arbejdede to en halv dag om ugen, og den anden halvdel af ugen var hun hjemme på barsel med sin datter Olga. Vi har spurgt Julie, hvordan det er gået med at kombinere arbejds- og barselsdage – både for hende mentalt, men også i forhold til de opgaver, hun skulle løse.
Da Julie første gang hørte om at holde fleksibel barsel, hvor man kombinerer barsel og arbejde i løbet af ugen, tænkte hun, at det nok ikke duede i hendes branche, men hun valgte at gøre det alligevel.
Nu har vi talt med Julie igen for at høre, hvordan det er gået.
”Det har fungeret virkelig godt. Det har været rigtig rart ikke at skulle undvære min datter fuld tid fra start, lige som det har været virkelig rart at starte stille og roligt op på arbejde igen.
Dét, jeg oplevede, var, at jeg glædede mig meget til at være hjemme sammen med Olga efter et par dage på arbejde, og omvendt glædede jeg mig til at skulle arbejde igen efter weekenden. Jeg håbede, at jeg ville føle, jeg fik det bedste fra begge verdener, og det lykkedes.
Det har været rart at kunne give og tilbyde den fleksibilitet, som jeg også selv er blevet mødt af
Jeg havde tænkt, at det måske ville være svært at komme tilbage på de rigtig spændende sager, når jeg ikke startede op på fuld tid med det samme, men jeg har ikke haft indtryk af, at nogen tænkte, at det ikke gav mening at give sagerne til mig, fordi jeg ikke var der hver dag de første måneder.
Det handler i virkeligheden meget om god planlægning. Jeg har godt kunnet holde dagene adskilt, fordi jeg har været god til at planlægge både ift. kolleger og klienter, og mine kolleger har også været gode til at tage hensyn til, at jeg kun var på kontoret bestemte dage.
Og så havde jeg, hvis det blev nødvendigt, også mulighed for at kigge på noget under Olgas lure eller om aftenen, hvis det var nødvendigt. Jeg synes, at det har været rart at kunne give og tilbyde den fleksibilitet, som jeg også selv er blevet mødt af.
At åbne for nye muligheder
Jeg tror, at en anden væsentlig årsag til, at det er gået så godt er, at det var meldt helt klart ud blandt mine kolleger, at jeg arbejdede på den måde. Det var meget transparent.
Min leder har også været glad for løsningen. Han havde en tryghed i, at jeg ikke bare slap sagerne, fordi jeg var på barsel nogle af dagene. Men det er der jo ikke nogen i vores branche, der gør – er der noget, der brænder, så kigger man på det. Det ligger i jobbet.
Der har også været rigtig fin respons internt. Mange havde svært ved at forestille sig, at det kunne lade sig gøre inden, lige som de har tænkt, at det ikke var en mulighed. Jeg synes, det er rart at være med til at åbne for muligheden for en mere utraditionel afholdelse af barsel.
Og det er fedt, at min arbejdsplads har været med på det. Sagen er jo også den, at det kan virke uoverskueligt at komme i gang igen efter barsel, og en del mennesker skifter også job efter barsel. Her kan en blidere overgang måske have en positiv effekt på at fastholde motivationen hos sine medarbejdere.
Jeg fik i hvert fald en smidig og nem overgang fra barsel til arbejdsliv.
Både min kæreste og jeg synes, at fordelene ved denne model opvejer ulemperne, men det er klart, at man skal være realistisk. Man kan ikke få alt. Man giver afkald på en isoleret barselsboble.
Derudover er Olga jo vores tredje barn, og jeg har derfor også øvelsen i at være effektiv og var vant til at have en bagkant, fordi jeg skulle hente børn. Måske har det været nemmere, fordi det ikke var vores første barsel.
Uanset hvad ville vi ikke have gjort det anderledes”.
Foto: GLL Visual
Kategori: Fleksibel barsel