Da den ufrivillige barnløshed ikke kunne forklares, begyndte Ronja at stille spørgsmål
”Jeg havde egentlig en ret klar idé om, hvordan livet skulle forløbe. Først uddannelse, så arbejde og på et tidspunkt derefter børn. Og da det endelig passede, havde jeg en forventning om, at det bare ville ske. Det gjorde det ikke.”
Ronja Justesen er stifter af Astalou – en hudplejeserie skabt med respekt for din krop og miljøet. Startskuddet var hendes udfordringer med at blive gravid.
”Jeg arbejdede i den finansielle verden og havde en ret klar idé om, hvordan tingene skulle hænge sammen. Først uddannelse, så arbejde og på et tidspunkt derefter børn. Efter nogle år på det danske arbejdsmarked flyttede vi til Schweiz. Også dér ville jeg gerne nå at falde på plads professionelt, før vi begyndte at stifte familie. I mange år handlede det derfor mest om timing. Det passede ikke lige. Og da det endelig gjorde, havde jeg en forventning om, at det bare ville ske”.
Men det gjorde det ikke. Årene gik og Ronja og hendes mand endte i langvarig fertilitetsbehandling.
Når der ikke er nogen forklaring
”Vi blev begge kategoriseret som “uforklarligt barnløse”. På papiret var der ikke noget galt. Og alligevel skete der ingenting. Den manglende forklaring blev sværere at håndtere end et konkret svar. For hvad gør man, når der ikke er noget at handle på?
Jeg gjorde det eneste, jeg kunne: forsøgte at tage kontrol dér, hvor det var muligt. Jeg skar ind til benet. Droppede hårfarve, alkohol og alt, jeg tænkte kunne have en negativ indvirkning”.
Men som tiden gik uden resultat, voksede frustrationen. Følelsen af magtesløshed. Det var svært for Ronja at stå uden kontrol over noget, hun ønskede sig så inderligt.
Så hun begyndte at lede dybere.
Den viden, der ændrede mit perspektiv
”I min søgen på svar stødte jeg blandt andet på forskning fra Rigshospitalet, der viste, at hormonforstyrrende stoffer som benzophenoner (UV-filtre i solcreme og kosmetik) og phthalater (blødgørere i plast og parfume) blev fundet i næsten alle prøver fra kvinder i fertilitetsbehandling.
Samtidig pegede resultaterne på en mulig sammenhæng mellem højere koncentrationer af disse stoffer og lavere antal modne æg samt reduceret sandsynlighed for graviditet. Det var tankevækkende i sig selv.
Men det, der for alvor ændrede noget i mig, var perspektivet: At fertilitet ikke kun handler om os som voksne, men at grundlaget skabes langt tidligere. Allerede i fosterstadiet.
Pludselig handlede det ikke kun om mig. Men om det barn, jeg håbede på. Og om det, jeg potentielt gav videre. Det kunne jeg ikke ignorere”.
Fra erkendelse til handling
Da først den erkendelse havde sat sig, var der ingen vej tilbage for Ronja. Hun begyndte at kigge kritisk på de produkter, hun brugte hver dag og blev overrasket over, hvor mange af hendes produkter, der indeholdt stoffer, som potentielt kunne påvirke hormonbalancen.
Det blev startskuddet til Astalou.
”Jeg ville skabe en hudplejeserie med et kompromisløst fokus på den gode kemi, der ikke ophobes i kroppen. Men jeg havde også en ambition om at skabe noget, der føltes sanseligt og samtidig havde en mærkbar effekt. Det var ikke en forretningsidé. Det var en reaktion”.
I dag er Ronja mor til to drenge og driver sin egen virksomhed ved siden af familielivet.
”Det er krævende at bygge noget op fra bunden, og der er mange ting, der skal gå op, men jeg ved også, at jeg ikke kunne have gjort det anderledes.
Fertilitet er komplekst, og der findes ikke én forklaring. Ingen creme alene gør nogen ufrugtbar, og ingen livsstilsændring kan garantere en graviditet, men det ændrer ikke på, at vi som forbrugere kan stille krav og som producenter kan tage ansvar.
For mig handler det ikke om at finde én årsag, men om ikke at vende blikket væk, når noget kalder på at blive undersøgt.
Astalou er i dag en prisvindende hudplejeserie. Men det startede et helt andet sted. Som en reaktion. Og det er det stadig”.
Kategori: Barselsprojekter, Selvstændig på barsel