
Mine kompetencer blev prøvet af under min barsel
Mød Christian. Christian var på barsel med sin søn Frederik i 3 måneder – en tid han fandt sjov og lærerig.
”Min kone havde syv måneders barsel, hvorefter jeg tog mine tre måneder (13 uger). Vi havde en uges overlap. Min barsel faldt sammen med COVID-19 pandemien, hvor meget var lukket ned, og tilbuddene ikke var de store. Med det i mente var længden på min barsel tilpas.
Der var flere grunde til, at vi fordelte barslen på den måde. Den ene var bl.a. muligheden for, at jeg kunne tage 13 uger med fuld løn. Når man arbejder et sted, der giver denne mulighed, var det naturligt også at drage nytte af den. Dermed kunne jeg følge vores drengs opvækst op til han skulle starte i daginstitution. At jeg fik fuld løn under hele min barsel, havde også, hvis jeg skal være helt ærlig, noget at skulle have sagt. Jeg havde helt sikkert holdt barsel uanset. Om det var blevet til 13 uger, ved jeg ikke.
En anden grund var også, at min kone, der arbejder i det private, ikke havde sammen fordelagtige barselsforhold, da hun gennem sit arbejde ikke fik fuld løn under barsel. Derfor var vi også meget enige om løsningen og fordelingen af barsel.
Min kone var meget glad for sin barsel, og kunne nok også godt have tænkt sig mere, men samtidig med det var hun også glad for, at jeg ville tage så meget barsel, og allerede ville tage over efter syv måneder.
Personligt er jeg også meget glad for vores fælles valg om fordelingen af barsel, da jeg har fået et utroligt godt bånd til vores dreng. Til en anden gang vil vi vælge samme løsning, hvis muligt.
Min arbejdsgiver var meget støttende omkring min barsel. Mit indtryk er, at Forsvaret er meget opmærksomme på deres medarbejdere, når det kommer til barsel. Min chef, der er kvinde og mor, forstod udmærket godt mit valg, og ønskede mig god barsel og håbede, at jeg ville nyde det.
Jeg fik prøvet mine kompetencer af i en anden kontekst under min barsel: Planlægning, håndtering af pres og fleksibilitet. At planlægge en dagligdag for baby kan i perioder give en anden form for håndtering af pres (når manglende søvn spiller ind), hvortil man må indordne sin fleksibilitet efter knægtens behov.
Jeg vil sige til andre fædre, at hvis du har muligheden, så tag den. Det er sjovt og lærerigt at være på barsel og man lærer også noget om sig selv”.
Tak Christian for at dele din historie med os.
Kategori: Far på barsel