Mette stiftede Barselsakademiet under sin barsel

Ideen til et fagligt fællesskab for forældre på barsel kom dels af, at jeg var ledig under min første barsel og syntes, det var dybt frustrerende at mærke, hvordan jeg sakkede fagligt bagud, som månederne gik, samtidig med at det var svært for mig at opsøge ny viden og gå til foredrag, fordi mit lille barn blev “i vejen” med dets lyde og behov.

Dels havde jeg svært ved at finde min plads i den klassiske barselsverden med mødregrupper, babybio osv. Jeg blev hurtigt rastløs og manglede at forene min deltagelse i og interesse for samfundet med min nye rolle som mor.

Da jeg blev mor igen to år efter og hurtigt kunne mærke, at jeg både havde en erfaring at trække på, og at mit nye barn klart var til den meget medgørlige side, besluttede jeg mig for at stifte Barselsakademiet, så jeg selv og andre nybagte forældre kunne gå til foredrag og blive kloge på samfundet med vores baby på armen.

Til allerførste foredrag, som var med Jesper Theilgaard, så jeg ikke alene, at vi var rigtig mange som mig derude – jeg så også, at der var en kæmpe empowerment i, for mere sårbare forældre, at opleve, at de sagtens kunne “være med” og fx debattere klimapolitik, selvom de havde en baby på armen.

Det giver mening for mange at invitere den store verden udenfor ind i barselsboblen. Og det giver mening for mig at se den glæde og det engagement, det skaber. Derfor bliver jeg ved, selvom min barsel for længst er overstået.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Barselsprojekter