Jeg har skulle stå på mål for min beslutning. Mange mener, at det er ”spild af barsel”

Pernille Ristorp Thornæs Sørensen er mor til Camille på fire år og Walther, der lige er blevet et år. Efter 14 ugers barsel vendte hun retur på jobbet som HR Business Partner hos Hverdag.dk få timer om ugen.

”Da jeg skulle være mor første gang, troede jeg, at jeg ville være vild med at være på barsel, men jeg følte, at jeg mistede mig selv. Det var svært for mig ”kun” at være mor og jeg savnede min faglighed. Det fyldte så meget, at det faktisk var med i mine overvejelser om at få et barn mere – for kunne jeg det?

Men heldigvis er jeg så heldig at være en del af en arbejdsplads, der havde forståelse for min situation, så da jeg blev gravid anden gang, var de med på, at jeg fortsat kunne være en del af arbejdspladsen under min barsel.

Indretning af ”babykontor”
Efter 14 ugers barsel og sommerferie, startede jeg i august på arbejde igen ca. 8-10 timer om ugen. Antallet af timer var op til mig og øvelsen for mig var at finde ud af, hvad jeg kunne lave, og hvordan jeg kunne give værdi i de timer, jeg var der.

Mit arbejde er meget relationelt og kræver min tilstedeværelse, så to dage om ugen tog jeg på kontoret sammen med Walther i ca. 5 timer.

Det fungerede rigtig godt praktisk, og de har gjort det før hos Hverdag.dk og indrettede et mødelokale til ”babykontor”, hvor jeg kunne være med både slyngevugge og barnevogn.

Hvem gør hvem en tjeneste?
Jeg havde ikke havde lyst til et helt år væk kun fyldt med amning og bleer og Hverdag.dk gav mig lov til at være med på spændende projekter, selvom jeg kun var der nogle timer om ugen og ikke vidste, hvordan dagen i morgen ville blive.

Det var så fedt for mig at komme afsted og bruge hjernen og være noget for nogle andre (udover min familie selvfølgelig) og så betyder det også, at jeg kom tilbage til en virksomhed, jeg kendte rigtig godt, da jeg startede op fuldtid igen for nogle måneder siden.

På den måde har det både været en gevinst for mig og for arbejdspladsen.

Hvis man gik og troede, at det var mig, der gjorde arbejdspladsen en tjeneste ved at komme tidligere tilbage fra barsel, så er jeg ikke sikker på, at det er rigtigt. De har selvfølgelig fået en medarbejder, der ikke forsvandt i et år, som holdt sig ajour med, hvad der skete i organisationen, og jeg har da også givet værdi i form af de opgaver og projekter, jeg har været en del af.

Men som jeg ser det, har Hverdag.dk gjort mig en tjeneste ved at give mig lov til at have min søn med på arbejde flere måneder i træk, og at jeg aldrig har skullet høre for, hvis der var noget, der tog længere tid end forventet. Og de har gjort mig en tjeneste ved at give min barsel så meget mere indhold, end hvis jeg bare havde gået derhjemme.

Jeg er helt klart lige så motiveret og glad en medarbejder, som jeg var, da jeg gik på barsel – hvis ikke endnu gladere, fordi Hverdag.dk har været der for mig, da jeg havde brug for det.

Hvordan fungerer det i praksis?
Nu arbejder jeg selv med det, så jeg er ret godt inde i reglerne omkring barsel og refusion.

Det fungerede sådan, at for de timer jeg arbejdede, fik jeg min reelle timeløn og virksomheden kunne søge deltidsrefusion for resten.

Det er omkostningstungt rent administrativt for virksomheden, også fordi det kan være svært at vurdere grænserne for, hvornår jeg arbejdede og hvornår jeg var sammen med min søn i den tid, jeg havde på kontoret, men jeg er kun blevet mødt af stor tillid fra virksomheden.

Hvorfor er det en god idé?
For mig personligt har det haft kæmpe stor betydning, at det kunne lade sig gøre. Jeg tror faktisk, jeg var blevet syg, hvis jeg ikke havde gjort det. Jeg får masser af energi at være noget for andre og gøre en forskel.

Jeg vil råde alle virksomheder og ledere til at lytte til den enkelte medarbejders behov og lyst og så forventningsafstemme. Der har i mange år været denne her ene måde at holde barsel på, som betyder, at man trækker stikket fuldstændig i en periode, og det er ikke noget for alle.

Nogle elsker det, andre har brug for mere variation.

Det er selvfølgelig afgørende at være opmærksom på, at det skal være for medarbejderens skyld. Det skal ikke være sådan, at medarbejdere går rundt og er nervøse for, om det er noget, der forventes af dem og at der presses på fra virksomhedens side.

Det skal være fleksibelt og på medarbejderens præmisser. Og så skal man selvfølgelig kunne trække stikket, hvis det ikke fungerer.

Det kan måske virke omfattende set fra virksomhedens perspektiv, men min erfaring er, at det kommer tifold tilbage i form af arbejdsglæde, loyalitet og resultater”.

Tak for at dele din historie med os, Pernille.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Fleksibel barsel