
Jeg føler mig privilegeret over at være en del af en organisation, der anerkender vigtigheden af at balancere familie og arbejdsliv
Ifølge Julie er opskriften på at føle sig støttet under (og efter) barsel ganske enkel og meget effektiv. Hun deler her nogle af de hemmelige ingredienser, der gjorde en stor forskel for hende.
Julie Andreassen blev juleaften sidste år mor til sin første datter Isabella. I denne måned vender hun tilbage til en ny stilling på samme arbejdsplads – og hun glæder sig over muligheden for at starte på nye udfordringer efter sin orlov.
Lad os skrue tiden tilbage til da Julie var blevet gravid og skulle dele nyheden med sin leder.
”Jeg var helt ærligt slet ikke nervøs over for at skulle dele de glade nyheder med min leder. Jeg er begavet med superdygtige ledere, og det blev modtaget med kæmpe tillykke og kram. Det var helt klart en forløsning at kunne dele det, men jeg var på intet tidspunkt nervøs for, om det ville have en negativ indflydelse på mit arbejdsliv, eller hvordan mine ledere ville se på mig.
Til gengæld lider jeg en del af FOMO, og da min leder spurgte mig, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at min barsel skulle være – altså om jeg ville trække stikket helt i perioden, eller om jeg ønskede at blive opdateret på arbejdspladsen og tjekke ind løbende – var jeg slet ikke i tvivl. Jeg ville gerne tjekke ind løbende, når der skete ting og være med på mail og telefon”, fortæller Julie.
Julie har besøgt kontoret flere gange under sin barsel og hendes daværende leder kom også på besøg efter den første uge med gave.
Åbenhed omkring ambitioner
”Jeg havde inden min barsel haft indledende snakke med både min tidligere og nu kommende leder om mine ambitioner, og der var fuld åbenhed omkring, at barsel var et godt tidspunkt at skifte på. Jeg blev så kontaktet under min barsel, da en stilling blev slået op. Det var min kommende leder, der ringede til mig og gjorde mig opmærksom på muligheden.
Det fede ved vores organisation er, at man ønsker, at medarbejderne udvikler sig internt, og der var også support fra min tidligere leder til at rykke videre. Selvom det kan være ærgerligt ”at miste” en god medarbejder, så er det jo også et vidnesbyrd om, at min leder har gjort det godt og kan sende sin medarbejder videre og blomstre et andet sted i samme organisation. På den måde er der et rigtig godt samarbejde på tværs.
Det er nogle måneder siden, at det faldt på plads, så der var alligevel rimelig længe til, jeg skulle komme tilbage. For mig er det en rigtig fin måde at have noget at glæde sig til – jeg glæder mig virkelig til at starte på noget nyt.
Og derudover har det også givet mig en ro og en bekræftelse i, at jeg er en del af holdet, selvom jeg er fysisk væk på orlov”.
Simpel, men effektfuld opskrift
Mange kvinder på barsel kan have bekymringer om, hvorvidt farten på karrieren aftager, når de går på orlov, men også hvordan arbejdslivet kommer til at se ud, når de kommer tilbage.
For Julie har opskriften været ret simpel, men meget effektfuld og ifølge hende er det ret små håndtag, der skal skrues på for, at det gør en kæmpe forskel.
Her er nogle af de ting, der gjorde en stor forskel for Julie som nybagt forælder:
- Sikkerhed omkring en ny stilling på trods af, at der stadig var lang tid til jobstart
- Babybesøg og kaffe med min leder
- Hyppige kontorbesøg for at tjekke ind med mine gode kollegaer
- Mulighed for at vende tilbage på en 30-timers arbejdsuge (med fuld løn), indtil min datter når sin første fødselsdag
- Op til to dages arbejde hjemmefra om ugen (denne fleksibilitet er selvfølgelig ikke kun for nybagte forældre)
”Jeg håber, at min historie kan være med til at inspirere andre ledere og medarbejdere og vise, at det ikke behøver at være kompliceret at bevare en god tilknytning mellem arbejdsplads og medarbejdere på orlov. Små greb gør en kæmpe forskel og jeg er meget motiveret for at komme tilbage til nye udfordringer på samme arbejdsplads”.
Tak for at dele din historie med os, Julie.
Kategori: Barsel og ledelse, Barsel som løftestang