Frihed er et krav, jeg skal leve med og leve op til

Mette startede sin virksomhed, da hun var 27 år, inden hun mødte sin mand, og dermed inden børn og barsel overhovedet var en del af hendes overvejelser

Mød Mette Højen Wiik.

Mette er stifter af virksomheden Business Rhetoric, hvor hun blandt andet træner ledere i personlig performance.

Hun har, siden hun startede sin virksomhed for snart seks år siden, fået to børn. Theodore, der nu er tre et halvt år og Alicia, der er syv måneder.

”Da jeg blev mor første gang, var jeg to år inde i mit liv som selvstændig, og jeg flexede lidt ind og ud mellem barsel og arbejde. Men det endte med at blive for bøvlet administrativt. Derfor valgte jeg, da jeg blev mor for anden gang i 2020 at holde barsel de første 14 uger og gemme resten til et tidspunkt, hvor vi har mulighed for at tage en lang orlov sammen i familien”.

Det er blevet nemmere anden gang
Min største udfordring var og er ultimativt at balancere mine forventninger til, hvor meget jeg kan nå på en dag. Jeg har høje forventninger til mig selv, og især under min første barsel, da Theodore var lille, skulle jeg lære, at en ’god dag’ ikke kun var, når jeg havde været produktiv arbejdsmæssigt; trænet ledere i personlig performance, produceret videoer, arbejdet med netværket og skrevet taler.

For mig er det en god dag, når jeg har været der for mine børn, mine samarbejdspartnere og mig selv. Og det er stadig en udfordring at skabe den balance.

Det har været både hårdt og vigtigt for mig at lære at skabe plads til alle de forskellige aktiviteter i løbet af en dag – og lære, at alle på sin vis er vigtige for, at jeg har overskud, kan eksekvere, være kreativ og innovativ og i det hele taget være i flow som menneske.

Frihed er et stort ansvar
Fordelen ved at være selvstændig, mens man er på barsel, er helt klart friheden til at vælge og bestemme, hvad jeg vil.

Men på en måde er selvsamme frihed jo et dagligt krav, som jeg skal leve med og leve op til. Der kommer ikke nogen og gør tingene for mig – det er på én og samme vis både en velsignelse og forbandelse ved det selvstændige liv.

Men jeg tror meget på, at dét, du fokuserer på, det bliver der mere af – så jeg vælger at fokusere på det positive og mulighederne for at forme det liv, jeg gerne vil have.

Det er afgørende at være et team på hjemmefronten
For mig og for os har det været altafgørende, at vi er et team.

Jonas, min mand, er trompetist og fastansat på Det Kongelige Teater. Han er også svensk, og i lige netop den svenske kultur og mindset er de langt forbi diskussionen om fædre skal tage orlov, der går spørgsmålet mere på hvor længe.

Så for ham var det givet, at vi selvfølgelig begge var en stor del af den første tid med børnene. I vores nærmeste svenske vennekreds har tre fædre taget seks måneders orlov i snit med begge børn. Helt så længe har Jonas ikke haft orlov, da vi begge er på danske regler og Jonas’ arbejdsform gør, at vi kan tage over for hinanden i løbet af dagen og få mine møder og workshops til at passe ind mellem Jonas’ øvning, orkesterprøver og forestillinger. På den måde er det en fælles indsats, at det hele går op”.

Tak Mette, for at dele din historie med os.

Du kan finde Mette på Linkedin her.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Selvstændig på barsel