Fra karrierejob til selvstændig
Under sin anden barsel i 2019 besluttede Sofie Bøcher Lindquist at gøre sin hobby til sin levevej og på den måde kombinere både familie og ambitioner.
Sofie Bøcher Lindquist er 30 år og mor til to drenge på 2 og 4 år. Du kender hende måske bedst som hello_sofie, der er navnet på hendes blog og instagramprofil, som hun i dag driver med stor succes, efter at have opsagt sit karrierejob under sin anden barsel.
”Jeg har altid set mig selv som hende, der klarer sig godt med høje karakterer og en god karriere i en god virksomhed, og det har jeg altid arbejdet henimod. Da jeg blev mor til Gustav som 26-årig, havde jeg svært ved at acceptere min nye rolle som mor og den nye identitet, der fulgte med.
Jeg synes, at barsel var enormt trivielt, og jeg var glad for at starte på arbejde igen, da Gustav var 9 måneder.
Men da jeg blev mor for anden gang, fandt jeg pludselig mig selv i en ny situation”.
Hvis du ikke trives, så skriv en ny historie
Sofies anden barsel var anderledes, og hun var slet ikke parat til at skulle tilbage til arbejde, da hendes søn Louie som planlagt skulle starte i institution, da han var 9-10 måneder.
”Jeg havde først og fremmest brug for at være hjemme med Louie i længere tid, og jeg så for mig, hvordan jeg ville skulle løbe enormt stærkt for at slå til på alle fronter med to krævende fuldtidsjobs, to børn i institution og transport til og fra arbejde.
Så jeg besluttede mig for at rokere om. Jeg sagde mit faste job op og gik selvstændig med det, der hidtil havde været et hobbyprojekt. Det var ikke noget, jeg havde troet lå i kortene. Men jeg trivedes ikke længere i den historie om mig selv, som jeg havde fortalt i så mange år. Og så må man jo skrive en ny”.
Jeg vil stadig bidrage
Hendes valg blev mødt med stor forståelse hos den daværende arbejdsgiver Deloitte, der også tilbød flere alternative løsninger for, at hun kunne blive og passe sin familie samtidig.
”Jeg vil virkelig gerne rose Deloitte for den fleksibilitet, jeg blev mødt med, og for alle de muligheder, jeg blev tilbudt i form af deltid, hjemmearbejde eller ekstra orlov.
Det var ikke manglen på muligheder, der gjorde, at jeg valgte, som jeg gjorde. Den primære årsag var, at jeg ville fortsætte med at være hjemme med Louie”.
Beslutningen var heller ikke et udtryk for manglende ambitioner fagligt eller arbejdsmæssigt, men et ønske om at sætte de ambitioner ind i en kontekst, hvor det bedre kunne kombineres med familien.
”Jeg vil stadig bidrage og bruge mine kompetencer, selvom familien er førsteprioritet. Jeg har også holdt instagram og bloggen kørende under begge mine barsler – det gav mig noget at gå op i. Jeg havde brug for noget andet at dyrke.
Er jeg selvstændig nu?
Fordi jeg har gjort min hobby til min levevej, arbejder jeg stadig på at se mig selv som selvstændig. Men det er jeg jo. Det er ikke bare en hobby længere. Og fordi jeg samtidig beskæftiger mig med noget, som mange bruger i deres fritid, kan det være lidt af en gråzone.
Jeg lever af instagram og bloggen som det er nu, men det er ikke ambitionen eller målet – jeg vil gerne udvikle min platform og bruge den til noget mere og andet.
Den største udfordring ved at blive selvstændig var klart, at jeg havde svært ved at finde tid nok til at udvikle min platform og forretning. Det første halve år passede jeg Louie hjemme samtidig, og Corona har også betydet, at jeg har begge børn hjemme ofte.
Derudover så lever jeg af at dele mit liv. Det gør balancen mellem arbejde og fritid sværere.
Jeg har svært ved at se mig selv vende tilbage. Jeg trives virkelig med at være min egen chef og med at være selvstændig. Det var det helt rigtige valg, jeg tog dengang, men det krævede nogle grundige overvejelser og mange samtaler med min mand Mads, der synes, at det var lidt for risikabelt – også økonomisk.
Springet til at blive selvstændig var måske nemmere end hvis jeg skulle bygge det hele op fra bunden. Jeg havde allerede havde skabt noget på hobbyniveau, som jeg kunne arbejde videre på og som genererede en lille indkomst, men jeg havde nok truffet beslutningen uanset, da mere tid med mine børn var den drivende faktor.
Jeg er stolt af at have skabt det her selv, og at jeg nu kan leve af det. Jeg lever det liv, jeg gerne vil lige nu”.
Har du lyst til at følge mere med i, hvordan Sofie jonglerer livet som selvstændig og familien?
Du kan læse med på Sofies blog her
Og du finder Sofies instagramprofil her.
Kategori: Selvstændig på barsel