Fædre, der tager barsel, skal ikke hyldes som superstjerner

Erik Stoltenberg Lahm har haft 16 ugers barsel med begge sine børn. Orloven har givet ham en masse både personligt, men også i forhold til hans arbejdsliv, og han vil rigtig gerne dele sine positive erfaringer med orlov, men han mener ikke, at dét, at far tager orlov, skal hyldes som noget ekstraordinært.

Erik arbejder som forretningsudvikler i Jyske Bank og er far til Leonora på 3 år og Vincent 1 år. Han er for nyligt kommet retur fra barsel med sit andet barn, og når folk spørger ham, om det har været godt, så er hans svar, at det har været hammer fedt!.

I et opslag på sin Linkedin profil delte Erik sine refleksioner over barslen og listede tre grunde til, at du som mand skal holde barsel:

1) For dit barn: Det er der en del forskning, som tyder på. Noget af forklaringen findes nok i, at mor og far gør tingene forskelligt.

2) For din arbejdsgiver: Udover bedre medarbejdertilfredshed og arbejdsmiljø så viser undersøgelser, at fædre opnår arbejdsrelevante kompetencer under deres orlov, især empati, planlægning, effektivitet og en grundlæggende ro

Når man er på barsel, skal man hele tiden være et skridt foran. Du skal tænke kreativt, for hvad gør du, når din 3-årige får et ”mindre” anfald over, at hendes Gurli Gris-strømper er til vask, samtidig med at lillebror græder, fordi han er træt og har lavet i bleen. Ja, så kræver det vist alle fire overnævnte kompetencer. Hvis du vil teste dine problemløsningsevner, din omstillingsparathed og kreativitet, så er barsel lige sagen.

3) For dig selv: Jeg har fundet ro i at være i nuet og fået en nærhed med min søn og en bedre forståelse for, hvem han er.

Fuld opbakning fra arbejdsplads
At Erik har delt barslen med sin kone og taget 16 ugers barsel, var en model, de begge var glade for, og de valgte præcis den sammen konstellation anden gang, da de oplevede, at det var et rigtig godt tidspunkt for far at træde til fuld tid.

”Det vi oplevede med vores første barn var, at hun var meget klar til at være sammen med far på det tidspunkt, og at separationen fra mor føltes mere naturlig. Og da empirien viste, at det fungerede godt for alle parter første gang, valgte vi at gøre det samme igen.

Der var selvfølgelig også noget økonomi i det, men jeg er ansat i Finanssektoren, hvor vi har meget fine barselsforhold, og jeg har ikke mødt andet end opbakning fra min arbejdsgiver – også selvom jeg var relativt ny i mit job, da jeg skulle på barsel anden gang.

Jeg havde kun været ansat et par måneder, da min søn blev født, så de vidste godt, at min kone var gravid, da jeg blev ansat, og jeg nævnte også tidligt, at jeg skulle på barsel.

Min egen leder, der også er en mand, har været meget opbakkende hele vejen.

Mister jeg momentum?
Noget af det, mange bekymrer sig om ved at skulle på barsel er, om de mister momentum i deres karriere. Det samme gjorde Erik, men det overskyggede aldrig lysten til barsel.

”Jeg var måske lidt bekymret, inden jeg gik på barsel anden gang. Jeg havde været ansat så relativt kort tid i mit job, jeg var nu helt inde i tingene og begyndte at få de fede opgaver og havde i det hele taget et godt momentum.

Men jeg var aldrig i tvivl om, hvor vidt jeg skulle på barsel, selvom den måske kom mindre belejligt.

Jeg aftalte med min leder, at de løbende ville give mig opfølgninger på mine projekter. Det var helt frivilligt fra min side, og der var intet pres fra min arbejdsplads, men det var vigtigt for mig at forventningsafstemme, inden jeg gik fra.

Uanset hvilken jobsituation man er i, tror jeg på, at et afbrud er godt. Man får tid til at tænke over tingene og man bliver bevidst om, hvad man gerne vil og ikke vil.

Under min første barsel skiftede jeg job, da perioden blev brugt på at mærke efter, hvad jeg reelt gerne ville og at det ikke matchede min daværende jobsituation.

Her anden gang kom jeg styrket retur, bekræftet i, at jeg laver det rigtige.

Fars orlov må ikke være en hæmsko, men heller ikke et trofæ.
Jeg valgte at lave opslaget på Linkedin, fordi jeg gerne vil inspirere andre til at gøre det samme, og fordi jeg tror på, at barsel til begge forældre er en rigtig god idé.

Men jeg gjorde det ikke med det formål at sætte et trofæ på hylden. Jeg vil ikke hyldes for at have gjort noget ekstraordinært, for det synes jeg ikke, at det er.

Jeg synes, vi skal være varsomme i diskursen omkring far på barsel, så vi får skubbet på en positiv udvikling uden at gøre barslende fædre til superstjerner.

Men gør dig selv den tjeneste og tag på orlov med dine børn og lær nye sider af dig selv og dem. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.”

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Far på barsel