Deltidsbarsel giver mig megagod energi

Da Malene Ørnsholt og hendes mand Jonathan begyndte at snakke om at få børn, havde de også en anden snak. For Malene ønskede ikke at gå hjemme på barsel i et år.

”Jeg elsker mit arbejde og jeg får energi ude fra. Så da min mand og jeg besluttede os for at få børn, aftalte vi samtidig, at det var et fælles projekt. Og det var der helt enighed om”.

Malene er mor til Nohr på 4 år og Vilja på et halvt år. Til daglig arbejder hun som danselærer på en danseskole og har ved begge børn valgt at have fuld barsel i 3 måneder, og har herefter holdt ca. 8 måneders deltidsbarsel, hvor hun arbejder 15-20 timer om ugen.

”Vi har været så heldige at kunne passe barslerne ind i forhold til sæsonerne på mit arbejde. Begge børn er forårsbørn, og jeg har derfor kunne undervise lige indtil jeg fødte og derefter holde tre måneders fuldtidsbarsel hen over sommerperioden, hvor der ingen undervisning er.

Min mand og jeg talte forinden rigtig meget om, hvordan det skulle fungere i praksis. Ved vores første barn var min mand ansat i Forsvaret og havde skiftende arbejdstider. Her anden gang er han under uddannelse og det passer godt med mine arbejdstider, der primært ligger om eftermiddagen og aftenen. Derudover hjælper vores familier til.

Det er helt klart et puslespil, der skal gå op. Både praktisk, økonomisk og følelsesmæssigt, men for os er det den helt rigtige løsning og det hele værd.

De udfordringer, der har været, har primært været hos mig selv i forhold til de forventninger, man møder udefra. Er det det rigtige? Bliver jeg stigmatiseret? For eksempel fordi vores børn som konsekvens af vores valg har fået flaske.

Jeg kan tydeligt mærke, at der er sket en ændring i barselssystemet, siden min første barsel for fire år siden. Fleksibiliteten i barselssystemet, så man kan deltidsbarsle og flekse ind og ud i forhold til løn og barselsdagpenge, er meget nemmere nu. Første gang kunne det næsten ikke lade sig gøre, og denne her gang glider det meget bedre. Det er et godt tegn på, at vi er på vej et sted hen, hvor barselsperioden er blevet mere fleksibel og kan tilrettelægges mere individuelt. Til glæde for både familierne og arbejdspladserne.

Og jeg må også bare sige, at det er fedt at have så ligeværdigt et forældreskab. Min mand er far med stort F og vores familie er et hold og vi kan begge dyrke vores arbejdsliv og personlige udvikling samtidig med vi er familie”.

Tak for at dele din historie med os Malene!

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Fleksibel barsel