
Deltidsbarsel efter seks måneder: Cecilie arbejder tre dage om ugen, mens far arbejder to dage om ugen
Cecilie Holdt er mor til Hektor på fire år og Ellinor på et halvt år. Begge gange har hun holdt fuldtidsbarsel i seks måneder, hvorefter hun er fortsat med deltidsbarsel, som hun deler med børnenes far.
”Når jeg har fortalt, at jeg skal tilbage på kontoret efter seks måneder har mange spurgt, om vi har fået vuggestueplads. Men nej, børnene har en dejlig far, der også kan se det fede i deltidsbarsel. Og heldigvis har vi gode og fleksible arbejdspladser, der også kan se fidusen”.
Cecilie arbejder som Kontorchef i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, og i februar vendte hun retur på arbejde efter seks måneders barsel med sit andet barn, datteren Ellinor. Men hun er ikke tilbage på fuld tid. Tre dage om ugen er Ellinor på barsel med sin far, mens Cecilie stadig har fornøjelsen to dage om ugen de næste par måneder.
”For os er det en helt optimal løsning. Og vi gjorde det samme for fire år siden med vores første barn. Dengang arbejdede jeg hos et mediebureau og blev forfremmet under min graviditet. Barselsvilkårene var, at jeg kun kunne holde barsel med løn i 14 uger, men jeg fik forhandlet mig til fuld løn i seks måneder, hvis jeg kom tilbage efter de seks måneder, så økonomien spillede også en rolle i beslutningen dengang.
Efter de seks måneder, fortsatte jeg dog med at være på barsel to dage om ugen i tre måneder, hvor min mand så var på barsel de tre sidste dage. Jeg sad i en ret unik position dengang, da jeg var den eneste, der lavede det, jeg gjorde, så derfor var de også interesserede i at få mig tilbage hurtigt.
Selvom udgangspunktet drejede sig om økonomi, havde jeg en klar fornemmelse af, at det ville være attraktivt for mig at kunne være væk i seks måneder og så fortsætte med at arbejde fleksibelt derefter.
For mig er der meget identitet forbundet med karriere og arbejde, og da det fungerede så godt for os første gang, valgte vi at gå efter en lignende model, da vi ventede vores andet barn.
Forfremmelse og familieforøgelse
Anden gang var der flere ting, der spillede ind. Min daværende chef stoppede, og jeg blev konstitueret i rollen. Min mand og jeg havde et æg tilbage fra første runde fertilitetsbehandling, og vi havde aftalt at gå i gang i efteråret, men blevi tvivl på grund af karriere og timing, da muligheden for en chefstilling opstod.
Da det var i det offentlige, skulle jeg søge jobbet, og jeg valgte at være ærlig i processen. Jeg fik jobbet og blev forfremmet til stillingen som kontorchef, selvom jeg var gravid.
Aftalen med min chef var, at det ville være en god ordning for begge parter, at jeg holdt barsel i seks måneder og derefter kom tilbage tre dage om ugen. Jeg fik dog ny chef under barslen, som ikke havde været med til at lave aftalen, men det fungerer alligevel. Han har været meget åben for modellen.
Leder tre dage om ugen
Jeg har personaleansvar for 13 mennesker og med sådan en løsning, hvor jeg er på barsel to dage om ugen, kræver det naturligvis fleksibilitet begge veje, hvis der opstår behov for kontakt på de dage, hvor jeg holder barsel.
Men omvendt har det også givet mulighed for at give et større mandat nedad i organisationen og placere mere ansvar hos medarbejderne, selvom de selvfølgelig altid er velkomne til at tage fat i mig.
Fleksibel barsel i praksis
Begge vores arbejdspladser er meget fleksible og gør meget for, at det kan lykkes.
Det fungerer også fint i forhold til amning om natten, lige som det er perfekt i forhold til søvn også, at jeg har to dage om ugen, hvor jeg kan sove med på hendes lure.
Jeg oplever, at der er sket en del med folks holdninger til og syn på vores måde at holde barsel på, fra vi gjorde det første gang for fire år siden til i dag. Første gang mødte jeg mange fordomme omkring, at jeg skulle tilbage til arbejde ”allerede” efter seks måneder, og det var mange menneskers holdning, at det ville jeg fortryde.
Det er anderledes nu. Færre antager, at vores barn skal starte i vuggestue, fordi jeg starter på arbejde, da det er blevet mere almindeligt, at far tager en længere barsel nu.
Jeg vil anbefale alle at forsøge at gå efter den type barsel, de ønsker og forsøge at finde en løsning med deres arbejdsgiver. Deltidsbarsel er ikke kun for selvstændige eller særlige typer af jobs. Jeg er lønmodtager og leder i det offentlige, og det kan godt lade sig gøre”.
Tak for at dele din historie med os, Cecilie.
Kategori: Fleksibel barsel