Cecilie blev indstillet til Berlingske Talent 100 under sin barsel

Jeg var 100% indregnet i IBM både nu og i fremtiden, og min barsel trak på ingen måde ned i forhold til, hvad jeg kunne aspirere til karrieremæssigt, og hvordan der blev set på mig som medarbejder.

Cecilie Demkjær Schultz Pedersen arbejder om organisationspsykolog i IBM. Inden sin egen barsel i 2019/2020 var hun med til at udvikle og implementere en markant opgradering af barselsprogrammet i IBM.

Programmet giver IBMs barslende medarbejdere en lang række muligheder, blandt andet at starte op på fleksibelt skema efter barsel, at få en barselsvejleder, og at være med i et professionelt barselsnetværk, lige som der er lavet en playbook til ledere, der har barslende medarbejdere, som giver en række guidelines til, hvad man med fordel kan gøre før, under og efter barsel.

”I virkeligheden var jeg jo med til at designe en proces, jeg selv skulle være en del af ganske kort tid efter, og det betyder, at jeg har testet barselsprogrammet af på egen krop, og det har virkelig haft en positiv effekt på min oplevelse af at være på barsel.

Jeg havde en meget tæt og åben dialog med min leder omkring min barsel, og vi talte blandt andet om, hvor meget vi skulle snakke sammen under min barsel, hvad jeg gerne ville involveres i, og hvornår og hvordan kom tilbage.

IBM lever virkelig det, de siger – barsel er ikke en hindring for din karriere.

Berlingske Talent 100
Under min barsel blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg ville blive indstillet til Berlinske Talent 100. Jeg blev meget overrasket og utrolig glad.

Årets kåring blev desværre aflyst, men jeg blev indstillet igen i 2021, hvilket jeg ser som et udtryk for, at jeg også har leveret, efter jeg er kommet tilbage fra barsel, selvom jeg prioriterer min familie og min søn højt.

Dels var jeg selvfølgelig enormt glad for at være nomineret og blive valgt, men jeg synes også, at der ligger en interessant historie i det, at IBM også anerkendte mig under barslen – mit nye moderskab og barsel tog intet fra deres vurdering af mig som talent.

Retur på arbejde under corona
Jeg startede på arbejde igen i april 2020 og oprindeligt skulle jeg starte én dag om ugen for på den måde at starte stille og roligt op og undgå en hård overgang for min søn.

Jeg ville således øge timeantal og arbejdsmængde henover foråret, men på grund af corona, hvor det hele lukkede ned, blev det en lidt anderledes overgang, hvor jeg kunne arbejde hjemmefra nogle timer om dagen og dele pasningen af min søn med min mand, der også arbejdede hjemme.

Jeg oplevede, at den glidende opstart var meget gavnlig for mig og for min familie.

Forældreskabets plads i moderne organisationer
IBM har udvist kæmpe stor fleksibilitet i forhold til det, at jeg skulle balancere min nye familie og mit arbejdsliv.

Vi måtte for eksempel vente tre måneder på at få pasning til vores søn, og der fik jeg en ugentlig fridag for at kunne få det hele til at løbe rundt.

Jeg har måtte trække på min goodwill i IBM, men jeg har leveret arbejdsmæssigt alligevel, hvilket er blevet honoreret.

Et fleksibelt arbejdsmarked er nøglen
Nu arbejder jeg jo med medarbejdernes trivsel på globalt plan i IBM, og jeg har fået nogle nye perspektiver på det med børn og arbejdsmarkedet.

Der er enormt meget potentiale i at anerkende, at mænd og kvinder har ambitioner omkring deres forældreskab, som de ønsker at udleve, mens de arbejder, og der skal være plads til, at vi har det på forskellige måder. Og der er et fleksibelt arbejdsmarked nøglen.

Det er vigtigt, at der sendes et signal om, at der på arbejdspladsen gøres synligt plads til forældreskabet. Det er klart, at der skal leveres, men det skal gøres i nogle rammer, der passer den enkelte.

En af måderne er at lade medarbejderne bevare en tættere tilknytning til arbejdet undervejs i orloven, for de fleste har både ambitioner for deres karriere og deres forældreskab.

Lovgivningen opmuntrer ikke til fleksibilitet
De nuværende barselsregler spænder lidt ben for fleksibiliteten.

Det er ærgerligt, for det ville være en god løsning at lade hvert individ beslutte, hvad der er bedst for dem og at arbejdspladserne så fik mulighed for at favne det.

Det er en skam, at børn ikke ses som en del af arbejdsmarkedet”.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Barsel og ledelse, Barsel som løftestang