Barslen var den direkte årsag til, at jeg skiftede til et nyt job
Det her er Mikkel og Asta. Indtil oktober i år var de to på barsel sammen i 4 måneder. Mikkel er ansat som Senior Credit Analyst i Mercedes Benz, og hans svenske ansættelseskontrakt gav ham bedre barselsvilkår, end han ville have haft, hvis han var ansat i Danmark.
”Min kæreste og jeg var enige om, at jeg som far skulle på banen. Det var en investering i vores familie og heldigvis betød kombinationen af min kærestes danske og mine svenske barselsvilkår, at vi kunne holde barsel, indtil Asta var 14 måneder. Men lønnen har dog aldrig været en præmis for barslen – jeg havde holdt barsel uanset hvad, men med denne her kombination blev den lidt længere, end den ellers ville have været.
Min arbejdsgiver var meget positivt indstillet overfor min barsel og det gav ikke anledning til udfordringer. I Sverige er det mere udbredt, at far holder lang barsel, og det er mit indtryk, at rigtig mange gør brug af det. Men i Sverige er der også omkring halvandet års barsel fordelt mellem mor og far, og det, tror jeg, har en direkte betydning for længden af fars barsel.
Jeg var rigtig glad for at være på barsel, og for den tid jeg havde med min datter, og det var derfor også under barslen, at jeg fandt ud af, at mit arbejdsliv ikke hang sammen med mit familieliv efter endt barsel, og jeg kiggede derfor efter et nyt job. Mine ambitioner er de samme arbejdsmæssigt, men jeg vil have et arbejdsliv, hvor jeg både kan udvikle mig fagligt, men hvor der også er plads til at være en aktiv del af min families hverdag.
Jeg glæder mig til at starte på mit nye job som bankrådgiver 1. december, og jeg føler afgjort, at min nye rolle som far og min tid på barsel vil have en positiv effekt på det arbejde, jeg nu skal til at udføre. Jeg er kommet retur med et nyt perspektiv, og jeg føler, at jeg kender mine kunder bedre”.
Tak Mikkel for at dele din historie med os og held og lykke med dit nye job!
Kategori: Far på barsel