At lave magasiner giver mig energi – også under min barsel
Nadja Joensen er kvinden bag magasinet Netværkeren og i august i år blev hun mor til en lille dreng. Arbejdet med magasinet giver Nadja energi og i starten af næste år udgiver hun endnu et magasin.
”Det er første gang, jeg skal være væk fra mit arbejde i længere tid end tre uger. Det var enormt svært for mig, både at fortælle om min graviditet, og at skulle gå på barsel – fordi jeg er en meget hårdtarbejdende type, der går meget op i at arbejde.
Jeg arbejder hårdt, meget, gerne ekstra, og gør hvad jeg kan for, at alle er glade og tilfredse. Min leder er en fantastisk lederkvinde, som jeg ser meget op til. Hendes reaktion på, at jeg var gravid var oprigtig og fyldt med glæde.
Min kontakt til min arbejdsplads er rigtig god. Min leder ringede endda på min fødselsdag for at ønske mig tillykke – det er virkelig tanken, der tæller – det tror jeg ikke, alle ledere gør.
Men det kræver også noget af mig, når man vil bevare kontakten. Jeg er nødt til at benytte mine netværkskompetencer for at holde kontakten ved lige med både min leder og kollegaer. Jeg var også med til vores afdelingsjulefrokost. For mig er det vigtigt med denne kontakt, fordi jeg, også grundet Corona, har arbejdet en del hjemmefra.
Jeg har arbejdet i den samme virksomhed i snart fire år, men den afdeling jeg er ansat i er forholdsvis ny og har på kort tid vokset sig større i både opgavemængde og kollegaskab. Det er derfor vigtigt for mig at holde kontakten, således jeg kan følge med i, hvordan det går, hvad der sker, således at jeg ikke skal tilbage som om jeg er en helt ny medarbejder.
Jeg er 36 år, har både taget en handelsuddannelse, en mellemlang videregående uddannelse, arbejdet en masse og været ude at rejse. Jeg er kendt for at bruge min fritid på networking – især i Aalborg, da min netværksrejse startede, da jeg flyttede til Aalborg, uden at kende nogen.
Det er ikke ekstraarbejde, det er en hobby
Mange vil mene, at det er et ekstraarbejde, jeg påtager mig i min fritid. Men jeg laver digitale magasiner i min fritid, som hobby, ligesom andres hobby måske er mountain biking eller svømning.
Men jeg elsker at koordinere. Så jeg bruger faktisk en del tid til at koordinere både min hverdag og alt det der har med min hobby at gøre helt til den mindste detalje.
Jeg begyndte at udgive onlinemagasinet, Netværkeren, i januar 2020, og i januar 2022 udgiver jeg mit 10. magasin, og i marts udgiver jeg en helt ny magasinlinje, som hedder Karrieren.
Begge magasiner udgiver jeg kvartalvis via nyhedsbrev til tilmeldte abonnenter. Det er en tidskrævende hobby, men jeg sørger for at planlægge min tid efter hvornår jeg skal designe, korrekturlæse, kontakte potentielle netværkere og annoncører, markedsføre via alle kanalerne, skrive nyhedsbreve, lave samarbejdsaftaler, samt netværke om nye muligheder.
Planlægning er nøglen
Da jeg fik min søn i august 2021, krævede det en ny gennemgang af min planlægning af min tid. Det handler om at planlægge hverdagen alt efter at kunne have en hobby. Hobbyer giver energi, så det skal man huske på at prioritere. Derfor prioriterer jeg at lave mine magasiner.
Før lavede jeg alt hvad der handlede om mine magasiner efter arbejde og i weekenderne. Nu laver jeg det om aftenen og indimellem i de små sove-pauser min søn har.
Starten på et liv med et lille barn, der kræver 100% opmærksomhed, gør en ekstratræt – især i de første måneder. I starten var det absolut ikke mine magasiner, der hjalp mig til energi, da jeg manglede søvn under både graviditet og de første uger af min søns liv.
Men nu da der er gået fire måneder, er der tid til struktur og planlægning – jeg er endda så langt i min planlægning, at jeg forventer at jeg har flere magasiner klar til udgivelse, inden jeg skal starte på job igen, således at jeg har 100% fokus på min tilbagevenden, og kan sove om aftenen efter arbejde – da jeg forventer at ændringen fra indkøring i vuggestue, afslutning af barsel og tilbagevenden i job, vil tage lidt ekstra energi i starten”.
Kategori: Barselsprojekter