Det er ikke enten eller. Du kan godt få børn og have en karriere samtidig.

Egentlig synes Mette Østergaard, at debatten om, hvorvidt man kan være småbørnsmor og samtidig have en karriere, er forældet. Men hun stiller alligevel op og taler om det, fordi hun gerne vil være en rollemodel og inspiration for andre kvinder – og ikke mindst sine børn.

Mette Østergaard, 40, er chefredaktør på Berlingske og mor til to børn på syv og fire år. Hun har udfordret den gammeldags opfattelse af, at det ikke er foreneligt at have små børn og en karriere.

Hun besluttede tidligt i sin karriere at nægte at være en del af en kultur, der hylder det modsatte, og hun har oplevet, at hendes barsler har været både opkvalificerende og med til at udvikle hende som både menneske og leder.

”Jeg tror, at der er mange kvinder, der oplever, at dét overhovedet at kunne få børn på forhånd bliver opfattet som negativt for deres arbejdsindsats. Jeg er også selv til en jobsamtale blevet spurgt til mine planer om børn, fordi man var interesseret i, om jeg kunne ”arbejde igennem”.

Det er en enormt forældet opfattelse, at hvis kvinder først får børn, så er de ikke lige så gode eller effektive medarbejdere. Det er klart, at det at have helt små børn sætter en ramme for arbejdslivet i en periode, men jeg kender ingen, der er så effektive på arbejdspladsen som småbørnsmødre.

Min holdning var, da jeg blev konfronteret med en så gammeldags og mandsdomineret kultur, at den ønskede jeg ikke at være en del af, og jeg sagde derfor nej tak til jobbet dengang, selvom jeg slet ikke havde planer om at få børn på det tidspunkt.

Da jeg blev gravid første gang, blev det heldigvis positivt modtaget med stor glæde af min daværende arbejdsgiver, der stillede fine vilkår og rammer til rådighed, som gjorde, at jeg trygt kunne gå på barsel og vide, at jeg kunne vende tilbage igen.

Faktisk tror jeg, at mange kvinder opfatter det som et større problem at skulle være væk på barsel, end omgivelserne gør.

Og jeg var da også personligt bekymret for, hvad det ville betyde, at jeg var væk i et helt år, da jeg var på barsel med mit første barn, men det blev gjort totalt til skamme. Jeg gled lige tilbage i mit daværende job som politisk redaktør på Christiansborg, og det gik op for mig, at for omverdenen er det ikke afgørende, om man er væk i seks, otte eller tolv måneder.

Bedre rustet efter barsel
Min daværende mand var udstationeret i Moskva under min første barsel, og jeg var med og var ret overladt til mig selv uden de sædvanlige barselsaktiviteter som babysvømning og mødregruppe, ligesom jeg hverken havde venner eller familie inden for rækkevidde.

Så jeg benyttede lejligheden til at opkvalificere mig og tog en lederuddannelse. Når baby sov, terpede jeg ledelsesteori og økonomi, og jeg fløj til København en gang om måneden for at deltage i seminarer.

For mig var det en oplagt mulighed at tage en lederuddannelse under barslen, da det kan være svært at finde plads til, når man har et fuldtidsjob. Derudover havde jeg stadig lyst til fagligt input under min barsel, og det gjorde også, at jeg var bedre rustet til at komme tilbage på arbejde efter endt barsel”.

Dømt ude på forhånd
Men Mette har også oplevet, at en graviditet ikke blev vel modtaget af en arbejdsgiver og at blive målt og vejet på en anden måde end sine mandlige kollegaer i forbindelse med en graviditet.

”Da jeg blev gravid anden gang, var jeg chefredaktør på TV2News, og min chef havde svært ved at se, hvordan jeg skulle varetage jobbet med to små børn, og gjorde det klart, at min graviditet ville få indvirkning på min fremtidige rolle.

Og jeg medgiver, at det selvfølgelig var en udfordring, men det er mit ansvar, i mit private liv, at få det til at gå op, og hvis man som arbejdsgiver efterfølgende konstaterer, at det ikke går, så må man tage det op. Men man skal ikke dømme mig ude på forhånd.

Det er klart, at det var en ubehagelig oplevelse at skulle bevise sit værd som gravid medarbejder mere end normalt, selvom man samtidig sidder i en ledergruppe med fraskilte mænd med små børn, hvor det ikke anses som et problem overhovedet.

Så jeg gik på barsel anden gang med en følelse af manglende opbakning og samarbejde. Seks uger efter jeg fødte mit andet barn, blev jeg kontaktet af Berlingske, der ledte efter en ny chefredaktør. Jeg synes selvfølgelig, at det lød vanvittigt spændende, men var også overrasket over henvendelsen. Vidste de godt, at jeg lige havde fået et barn? Og det gjorde de.

Den henvendelse vidner om et stort overskud hos en moderne leder, og min ansættelse begyndte med syv måneders barsel. Det burde være mere almindeligt, end det er, men det skaber håb, at disse eksempler også findes.

I øvrigt er det ikke usædvanligt at skulle vente på en ny leder, da de ofte skal frigøres af klausuler eller lignende, før de kan starte i en ny lederrolle. Så hvorfor ikke vente på en leder, der er på barsel?

Det er ikke enten eller
Selvom mine barsler nu er overstået, og jeg har bevist, at det er gået fint, så bliver jeg til stadighed, i modsætning til mine mandlige kollegaer i samme situation, spurgt ind til, hvordan jeg får det til at gå op at være alenemor til to små børn og have et krævende og ansvarsfuldt job.

Og jeg tænker hver gang, om det virkelig er nødvendigt at spørge om, for det fylder intet i mit job i det daglige eller i dialogen med min leder, men jeg vælger alligevel at tale om det, fordi jeg gerne vil være en rollemodel for andre kvinder og vise, at det ikke er enten eller.

Man kan godt være mor og have en karriere. Det kræver disciplin, fravalg og prioritering, og at man kan tage imod hjælp. Hvis man tror, at man skal klare det hele selv, brækker man halsen. Derfor er jeg også åben omkring, at jeg fx har en au pair, hvilket betyder, at jeg kan koncentrere mig om mine børn og mit arbejde.

Jeg vil ikke lulle unge kvinder ind i en opfattelse af, at de kan favne alt selv. Vejen hertil er brolagt med masser af kompromisser og til- og fravalg, men jeg håber at kunne være en lillebitte inspiration for andre kvinder, og også mine børn, ved at vise dem, at man godt kan gå efter det, man vil og gøre dét, der gør en glad og giver energi og at man skal udfordre verden ved at ikke acceptere en kultur, der sigter efter det modsatte”.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Barsel som løftestang