Jeg havde gjort mig mange forestillinger om, hvad den gode barsel er og hvad, den indeholder. Så kom en global pandemi og sagde ”skråt op” til mig og mine forventninger – og det var (stadig) mit eget ansvar at få det bedste ud af min første – og forventeligt eneste – barsel.

Tina Rosenvinge er 39 år, mor til Ellinor, som er født få dage før Danmarks lockdown i marts 2020. Hun er freelance tekstforfatter og grafisk designer og i juni 2021 har hun under eget forlag udgivet hendes bogdebut ”PIGELIL – tabte drømme, nye håb” – en autobiografisk fortælling om vejen til moderskabet med årelang fertilitetsbehandling og gentagne graviditetstab.

For nogen er barslen et fængsel – for mig er det den ultimative gave
”Hånden på hjertet, har jeg i mange år fået et lille stik i hjertet, når jeg har hørt om karrierekvinder, der fylder barslen og kalenderen op med fagligt indhold. Et lille forargelsens stik over, at de nybagte mødre ikke kan vente med at fylde nyt brændstof på den kompetente hjerne i de få måneder, de er på barsel med deres små, fantastiske babyer. Et lille misundelsens stik over de kvinder, der rent faktisk formår at komme fra deres respektive jobs og på barsel – fordi det betyder, at de har fået et nyt menneske i deres favn. At de har stiftet en familie. Og det havde jeg ikke.

Fra livet som ufrivillig barnløs til moderskabet
For mit vedkommende tog det seks år at blive mor. Min mand og jeg var igennem et opslidende fertilitetsforløb med krævende hormonbehandlinger, ægudtagninger, ventetid, frustration og sorg.

Tre gange har vi oplevet livet ebbe ud for små, spirende liv i maven på mig. I uge 14, 10 og 9. Og det har aldrig, aldrig været en selvfølge, at jeg nogensinde ville komme på barsel. Være så privilegeret at få et barn.

Hele verden lukker ned og vender op og ned på alt
Vores datter bliver født fire dage før, Danmark rammes af den første lockdown i marts. Den mirakuløse forløsning, på vores mangeårige kamp til at blive forældre, forstummer i en vanvittig, ugenkendelig verden fuld af håndsprit, toiletpapirshamstring, isolation fra familie og venner og afstand, afstand altid afstand. Der er ingen mødregruppe. Der er ingen babysvømning. Der er ingen kaffeaftaler på café, knus og dikke-dikke. Som nybagt mor står jeg således i to helt nye verdener – den ”Corona-ramte” verden og Moderskabets verden. Det er på alle måder overvældende og ensomt.

Min passion for at skrive slippes fri
Allerede i januar, da jeg går på barsel, begynder jeg at skrive. Jeg har levet af at skrive som freelancer tidligere – og jeg elsker det. Jeg nedskriver alle minderne, oplevelserne, tabene, sorgen og ensomheden. Hvordan det hele føles nærmest ubeskriveligt og uvirkeligt.

Jeg har meget på hjerte. Og jeg ender med at skrive i hele 2020. Min datter, min notesbog og kuglepen følger mig overalt. Hvilket jo mestendels er i hjemmet, afskåret fra omverdenen. Jeg skriver mig ud af sorgen. Jeg dykker ned i de dybeste afkroge af mit sårbare sind. Jeg betragter lykken og det mirakel, som vokser sig større for hver dag, uge og måned, der går i min barsel. Det er selvterapeutisk. Det er til ære for min datter. Og det er samtidig også med et ægte ønske om at dele min erfaring med andre, som direkte eller indirekte har måttet kæmpe med ufrivillig barnløshed.

Verden åbner stille op. Jeg deltager i online events og i en kvindecirkel via Barselshuset i Aarhus, vi kommer i mødregruppe og kan se mere til venner og familie. Men fordybelsen, roen og tosomheden i barslen er dominerende. Selvvagt og tvungen på én og samme tid. Og jeg finder min forfatter-stemme. På den måde blev min barsel på en eller anden måde lige, som den skulle være. Sådan forsøger jeg at se det. Min mand har fået dyrebar tid med vores datter igennem hele det første år. Han har stort set kun arbejdet hjemmefra og fra jul til februar var han på barsel. Det er dyrebart for os alle tre.

Fra baby og barsel til selvstændig business
En af mine kunder fra min første freelancetid tilbød mig et job som marketingchef. Jeg havde to ud af tre aborter i min ansættelse. Det var en turbulent tid på job og privat. Efter to år og lige før min (4.) graviditet sagde jeg jobbet op. Jeg ville arbejde freelance igen – friheden, fleksibiliteten og at være min egen chef vægtede højere end fast løn og titel. Det giver mig i dag mulighed for at gøre det, jeg elsker fagligt allermest og at have tid med min datter. Det er ikke et mål i sig selv at arbejde fuldtid, sådan har vi indrettet vores hverdag lige nu. Og det er jeg taknemmelig over, også selvom jeg kan savne fast indtægt, kollegaer og fælles frokost. Derfor har jeg også fået mig en plads i et lokalt kontorfællesskab.

At vælge med hjertet
Jeg tænker, at vi alle har forskellige historier, forløb og ønsker for vores barsel og forældreskab. Noget, jeg virkelig tager med mig er, at intet af det, vi vælger, gør os til en dårlig mor (eller far), når vi vælger med hjertet. Om barslen er kort eller lang. Fyldt med fagligt indhold eller ej. Corona spillede en afgørende rolle for, hvad der var muligt for mig. Jeg har valgt at vende det om til, at det OGSÅ har været med til at muliggøre at beskrive moderskabets mest introverte, sårbare og vidunderlige tid. Det vil jeg gerne dele med så mange, som muligt”.