Susanne så en ny mulighed efter netværksmøde i IBB
Efter et netværksmøde i IBB tog Susanne kontakt til værtsvirksomheden og blev efterfølgende ansat i en nyoprettet stilling. Hun har nu fundet en vej, hvor hun kan være dedikeret mor uden at gå på kompromis med sine faglige ambitioner.
Hør Susanne fortælle sin spændende og meget personlige historie her:
”Inden jeg blev mor, levede jeg med en 50-60 timers arbejdsuge, havde fokus på den ene corporate ladder efter den anden, jeg var ambitiøs med masser af power og jeg skulle hele tiden bevise overfor mig selv, at jeg var dygtig og sej.
Jeg lyttede ikke til mine egne grænser og gik rundt i den tro, at jeg ikke havde udrettet det store, medmindre jeg havde den helt rette titel, løn eller havde udmærket mig i en politisk magtkamp. Det tog alt sammen et vendepunkt, da jeg blev mor.
Under min barsel fandt jeg ud af, at jeg fortsat var lige så ambitiøs og jeg hungrede stadig efter at blive inspireret og skabe og udrette noget, selvom jeg var blevet mor. Så mine ambitioner var uændrede, men jeg fandt noget andet, som jeg ikke har haft tidligere, nemlig selvværd, autenticitet og tro på mig selv.
Barslen blev kickstarten til en ny tilværelse
Jeg brugte derfor min barsel på at finde ud af, hvad jeg gerne ville, hvordan jeg ville være en nærværende mor, samtidig med at jeg bevarede kernen af den, jeg er og jeg skabte et liv på min egen måde.
Jeg tog til en tech konference i 2019 med min tre måneder gamle baby i bæreselen, fordi jeg havde brug for at komme ud. Der var mange, der kiggede, men for første gang var jeg ligeglad. Jeg deltog i netværksmøder med tidligere kolleger og chefer og ammede mit barn under disse møder.
Jeg tog ud og vandrede lange tur med min baby, alt imens jeg læste og lod mig inspirere. Jeg udviklede mig som menneske, efter jeg blev mor, ved at lære mig selv bedre at kende, reflekterede over hvordan jeg vil være mor, hvordan jeg ville vende tilbage til arbejdslivet og hvad min passion egentlig var.
Stiftede bekendtskab med kommende arbejdsgiver til IBB-netværksmøde
Efter et IBB netværksmøde, hvor jeg stiftede bekendtskab med LEGO, valgte jeg at kontakte en seniorleder i virksomheden, for at høre, om han kunne bruge sådan en som mig, da jeg var flyttet til Jylland og derfor skulle finde nyt job efter min barsel. Jeg sendte en mail, hvor jeg skrev ”jeg kan det her, jeg er alenemor, jeg har et kæmpe drive, her er min Linkedin og jeg forstår, at du har travlt, men jeg håber du vender tilbage til mig, hvis du finder mig relevant”.
Jeg kom i proces og landede i en nyskabt rolle. Dét, der var anderledes i denne proces var, at jeg ikke havde brug for at sælge mig selv og jeg stillede tydelige krav. Jeg hvilede mere i den, jeg var, og jeg krævede fleksibilitet og balance. Det var vigtigt for mig, at de ikke tvivlede på, at jeg sagtens kunne være en værdifuld medarbejder, selvom jeg var blevet mor.
Jeg lagde alt på bordet omkring min livssituation bl.a. at jeg er alenemor og min nærmeste familie bor i udlandet, men jeg blev ansat og fik jobbet. Det var fantastisk!
Barsel har givet nye kompetencer
Min barsel har lært mig at blive effektiv og skarp på min tid. Jeg kan hente mit barn uden at ræse afsted, men rent faktisk nyde samværet og så logge på om aftenen, når han sover. Jeg kan køre tingene i mit tempo, og jeg kan mærke, at jeg er stærkere end nogensinde.
Jeg er ikke bange for at dele mine sårbarheder og være autentisk. Min søn blev indlagt en uge efter, jeg startede på arbejdet og det meldte jeg tydeligt ud. Jeg glemmer aldrig, at min daværende chef stillede en kasse med Lego og en æske chokolade foran vores hospitalsstue.
Jeg havde også adskillige udfordringer på privatfronten, som jeg også delte åbent og ærligt og jeg fik opbakning og et trygt rum til at dele. For mig at se, er vi hele mennesker og at tro, at arbejds- og privatliv skal opdeles, er grunden til, tror jeg, at mange mennesker føler, at de ikke lever et autentisk liv.
Livet skal integreres. Livet skal være autentisk og meningsfyldt, men også interessant, spændende og fuld af passion. Og det kan det sagtens være som mor”.
Tak for at dele din meget personlige historie med os, Susanne.
Kategori: Barsel som løftestang