For Simone er opskriften den samme, hvad enten det gælder at komme igennem de svære perioder og ønsker for de lykkeligere stunder: åbenhed og initiativ til løsninger.

Simone er i dag mor til Selma på tre år og til november kommer lillebror. Vejen dertil har været hård, men en forstående leder og rummelig arbejdsplads gav ro på for Simone i processen.

Tilbage i juni 2018 var Simone i knæ oven på måneder i fertilitetsbehandling og endnu et forsøg, der desværre ikke blev til noget. Det hårdeste var at gå på arbejdspladsen og gemme på noget så tungt, samtidig med at omverdenen undrede sig.

”Mit fristed har ofte været mit arbejde, hvis privatlivet bøvler. Men der er jo sådan en usagt regel om, at man ikke fortæller om en graviditet på jobbet, før den faktisk er tilstede og så endda typisk først efter den afgørende 12 ugers scanning.

Så midt i min knust-hed brugte jeg energi på at komme med undvigende forklaringer om, hvorfor jeg aflyste møder i tide og utide og var fraværende on/off. Det, oplevede jeg egentlig, som noget af det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling. At gå alene med noget tungt og en omverden, der undrer sig.

Så jeg fortalte min chef, Lars Brittain, at jeg var i fertilitetsbehandling”.

Åbenheden gav opbakning og ro på bagsmækken
Simone har arbejdet i Djøf i 10 år. Hun havde et fast job i én afdeling, men var i denne periode udlånt til en anden afdeling som barselsvikar.

”Jeg tænkte, at det var en rigtig dum idé at fortælle det, for jeg var på udlån i Lars’ afdeling og ville egentlig frygtelig gerne blive. Han havde dog kun arbejdet sammen med mig i et halvt år og nu vidste han altså, at jeg periodisk var mindre mødestabil… og at der ventede mig en barsel inden for en forhåbentlig overskuelig fremtid.

Lars kunne med alverdens god samvittighed have sendt mig tilbage til min faste afdeling. Det havde været nemmere for ham. Derfor synes jeg, det var ekstra vildt, at han, kort efter jeg fortalte om min situation, fastansatte mig. Og gav mig en lønforhøjelse.

Lars gav mig og min mand sin største opbakning. Jeg fik mere ro på bagsmækken, projekt-baby lykkedes og i juni 2019 kom længe ventede Selma”.

Lars Brittain, chef for Djøfs Netværk & Arrangementer fortæller om sine overvejelser dengang:

”Jeg ville gerne sige, at det handlede om at gøre en god gerning, da jeg fastansatte Simone. Men i virkeligheden gjorde hun det bare nemt for mig at tage beslutningen. Hun var åben omkring, at de stod midt i en krævende, privat udfordring. Samtidig tog Simone initiativ og præsenterede mig for nogle muligheder ift. hvordan hun kunne passe sit job, hvis jeg ville komme hende i møde med fleksibilitet. Og selvfølgelig ville jeg det.

For mig handler det også om, at der er en situation på kort og lang sigt. Simone kom med løsningerne til ”den korte sigt”. På lang sigt har jeg til gengæld vundet en loyal og ikke mindst dygtig medarbejder”.

Hvorfor kan det være svært at tale om fertilitetsbehandling, (også) på arbejdspladsen?
Simone fortsætter: ”Jeg har selv arbejdet med rådgivning og med jurister, som anbefaler, at man ikke fortæller om graviditeten, før efter uge 12.

Og jeg har desværre også hørt om chefer, der ændrer adfærd, så snart de hører om en medarbejders graviditet. For eksempel trækker dem ud af projekter eller lign.

Og da fagforeninger har et særligt rådgiveransvar, er det typisk anbefalingen, vi giver, for at være på den sikre side.

Men personligt tænker jeg, at man sagtens kan tilføje, at den enkelte skal tænke over den konkrete relation til chefen. Jeg havde først og fremmest opbygget en god relation til Lars. Derudover havde jeg også den ”forsikring”, at jeg kunne vende tilbage til mit oprindelige job, hvis min midlertidige chef ikke ville beholde mig. Så den enkelte skal selvfølgelig gøre op med sig selv, hvad der er på spil.

På en moderne arbejdsplads bør fertilitetsbehandling ikke være et problem. Min leder var glad for min åbenhed, da det gav ham mulighed for at planlægge og tænke langsigtet og tage mig med i sin personale-kabale”.

Vi skal selv tage et medansvar for at ændre kulturen
”Nogle ledere synes måske, det er en smule besværligt, når en medarbejder annoncerer en graviditet, evt. deltidssygemeldinger, følgende orlov eller hvad situationen er. Selv har jeg haft god erfaring med ikke blot at gå til min leder og dumpe informationen, men samtidig præsentere omridset af en plan med forslag til, hvordan det kan se ud i mit fravær. Ikke mindst for min egen vindings skyld, for at få medindflydelse på perioden, jeg skal være væk.

I denne graviditet blev jeg for eksempel sygemeldt omkring uge 30. Da jeg skulle fortælle Lars om det, præsenterede jeg samtidig et forslag til, hvordan vi løste den situation. Jeg tog en del af ansvaret og ved at tage det initiativ, fik jeg også indflydelse på løsningen.

Fleksibel orlov: Vi lever i en brydningstid
Det er også, når Simone har mere positive ønsker til sit arbejdsliv, at hun har god erfaring med at præsentere løsningerne, når hun går til sin leder for at prøve at få dem opfyldt.

”Jeg har et ønske om at arbejde lidt under min orlov. Ganske enkelt fordi jeg er en bedre mor, når jeg også er noget andet. Jeg erfarede under min første orlov, at jeg savnede at fordybe mig i noget fagligt, i stedet for at lave husarbejde eller se Netflix, hver gang min datter sov.

Men på min arbejdsplads er kutymen overvejende, at man trækker stikker fuldstændigt. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte lave en skitse til en plan, så jeg kunne illustrere det for min leder.

Mit udgangspunkt er, at jeg vil arbejde ca. en dag om måneden, hvor jeg fx kan skrive på projekter og andet, der ikke kræver min fysiske tilstedeværelse. Eller deltage på strategiseminarer, mens en bedsteforælder triller med barnevognen. Det giver mig samtidig mulighed for at forlænge orloven lidt i den anden ende.

Lars har været positivt stemt overfor planen fra start. Det er et modigt træk af min chef, for vi arbejder i en fagforening, hvor man jo har kæmpet for retten til fuld orlov.

Men vi lever i en brydningstid med fokus på det fleksible arbejdsliv. Og selvom der SKAL være plads til dem, der ønsker at trække stikket helt under barsel, så er vi også nødt til at lave rum til de af os, der gerne vil arbejde lidt.

Jeg har kun mødt opbakning og forståelse for mit valg. Det er klart, at det er problematisk, hvis initiativet om, at den barslende skal arbejde under sin orlov, kommer fra chefen. For der skal være plads til at trække stikket helt, men jeg synes, vi skylder hinanden at tale om hvad fleksibilitet egentlig betyder for os hver især”.

Med en god plan, kigger Simone nu ind i en fremtid med en mere fleksibel orlov
”Jeg har ladet mig inspirere af freelancelivet, men systemet (Udbetaling Danmark) og juraen spænder en anelse ben for, hvor fleksibel orloven kan blive.

Det havde klart været en nemmere løsning for min leder at sige nej, og lade det blive den klassiske træk stikket-orlov.

Men tilbagemeldingen har igen været, at min åbenhed og initiativ gør, at han egentlig ikke anser det som bøvlet, men som et spændende forsøg”.

Tak for at dele din historie med os, Simone og rigtig god barsel lige om lidt.