Jeg er indregnet i fremtiden og det giver en kæmpe ro
Sophie Schlichtkrull Dalgaard er Senior Digital Copywriter i bureauet Ackermann – en rolle hun blev forfremmet til, kort inden hun gik på barsel i oktober. For hos Ackermann er familiestiftelse ikke en forhindring for karrieren.
”Ja, for fanden”, svarede Sophie, da vi spurgte hende, om hun var nervøs for at fortælle sin leder om sin graviditet og kommende barsel.
”Jeg var mega nervøs. Jeg har altid haft en klar fornemmelse af, at dét at være en ung kvinde i midt-slut tyverne med fast kæreste, bolig og hund skræmte mange arbejdsgivere. Jeg er ved flere lejligheder blevet spurgt ind til planer om børn til jobsamtaler, og flere gange har jeg oplevet at blive valgt fra til allersidst til fordel for en mand. Og jeg har enormt høje ambitioner for mit arbejdsliv, så jeg var bange for, om min private lykke ville have en negativ påvirkning på min karriere. Derudover ville jeg heller ikke være til besvær for virksomheden”.
Men Sophies graviditet blev modtaget med store smil og kæmpe kram fra hendes øverste leder, Casper Ackermann. Og det fik tårerne frem hos hende.
”Han spurgte, hvorfor jeg græd, og jeg sagde, at jeg var enormt lettet over hans reaktion. Han kiggede så undrende på mig og spurgte, hvordan han da ellers skulle have reageret. Her forklarede jeg ham, at jeg ikke troede, at han, som ung mand, forstod det pres, der ligger på kvinder på arbejdsmarkedet, og hvor meget vi bliver forskelsbehandlet. For mange kvinder betaler en høj pris for at blive forældre”.
“Hvad gør jeg, så fremtidige kvinder i Ackermann ikke er nervøse for at komme og sige det?”
Sophie fortæller, at Casper slet ikke var klar over, at det er nogle følelser, som mange kvinder kan gå rundt med. Og at deres snak satte gang i en masse tanker hos ham om, hvad det er for en virksomhed, han gerne vil drive. En snak som han tog med Sophie igen et par dage senere, hvor han indledte snakken med spørgsmålet “Hvad gør jeg, så fremtidige kvinder i Ackermann ikke er nervøse for at komme og sige det?”
“På den måde blev min private lykke startskuddet på en meget eksplicit kultur i Ackermann, hvor ingen anser barslen som en forhindring – udelukkende som en lykkelig omstændighed”, fortæller hun.
Det samme udtrykker Managing Partner, Casper Ackermann: ”At nogle virksomheder stadig ikke kan forstå og respektere, at mange af os, mænd såvel som kvinder, gerne vil stifte familie, begriber jeg til stadighed ikke. Jeg ønsker at drive en virksomhed, hvor vores medarbejdere kan have et liv ved siden af og hvor familiestiftelse naturligvis ikke er en karrierestopper”, fortæller han.
Sophie er en del af fremtiden
Kort inden sin barsel blev Sophie forfremmet til Senior Digital Copywriter.
”Det betyder flere ting for mig, at jeg er blevet forfremmet lige inden min barsel. For det første finder jeg personligt en enorm ro i, at virksomheden ikke ser min barsel som en hindring for min udvikling, og at virksomheden har planer for mig i fremtiden.
Det gør mig enormt glad, og min loyalitet overfor Ackermann er tårnhøj. Jeg kigger ikke på de jobtilbud, jeg får, fordi jeg bliver set og hørt dér, hvor jeg er nu.
Og for det andet så glæder jeg mig enormt meget fagligt til at komme tilbage til nye udfordringer. Det er virkelig en god fastholdelsesstrategi. Jeg er meget motiveret for at komme tilbage i modsætning til de mange, vi hører om, der søger væk fra deres arbejdspladser i orlovsperioden”.
Når barsel er ubetrådt land i nye virksomheder
”Jeg er den allerførste kvinde, der skal på barsel i virksomheden, så det er ubetrådt land for os alle. Jeg undersøgte derfor også mulighederne og forhandlede en barselsaftale på plads inden min graviditet, som nu er noget alle i virksomheden automatisk vil få i fremtiden. Det er endnu et tydeligt signal fra Ackermann, at alle fremover får samme vilkår i forbindelse med barsels- og forældreorlov.”
Og netop dét signal har været enormt vigtigt for Sophie:
“Jeg har virkelig mærket på egen krop, hvor vigtigt det er at være ansat et sted, der matcher ens værdier, og som man er glad for. Og det sted har jeg fundet hos Ackermann og jeg glæder mig til at komme tilbage til næste forår – for min kæreste og jeg deler selvfølgelig barslen”, fortæller hun glad.
Kategori: Barsel og ledelse, Barsel som løftestang