Det er en klassisk Camilla – at kaste mig ud i noget, jeg aldrig har prøvet før
Camilla Blicher Mitchell lancerede LittleUnbox i 2020. En drøm hun havde arbejdet på under sin barsel. Det var helt nyt, det var midt i Corona, men som Pippi Langstrømpe ville have sagt: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af.
”Jeg har fra en tidlig alder været drevet af ambitiøse målsætninger, og jeg søger konstant nye måder at udfordre og udvikle mig på. Med en profil som eliterytter, en ironman i bagagen og en uddannelse indenfor innovation og entrepreneurship, blev jeg i slutningen af 2016 sat i spidsen som direktør for Zibrasport i en alder af 25 år.
I efteråret 2018 blev jeg gravid, i foråret 2019 udnævnt til Berlingske Talent 100, og i sommeren 2019 kom Ella-Sofia til verden. Mit første barn.
Hvad er det værste, der kan ske?
Mit nye liv som mor, min nye hverdag og ikke mindst de lange vågne nætter, gav mig tid og plads til at tænke over dét mål, som jeg altid har haft. At være selvstændig. At skabe mit eget. Turde springe ud i livet som iværksætter. Velvidende at det kunne gå begge veje, og at sandsynligheden for, at det gik godt første gang, ikke var så stor. Men hvad var det værste, der kunne ske?
Da jeg gik i gang med at skabe LittleUnBox i starten af 2020, gik jeg struktureret til værks. Jeg havde allerede tidligt i min barsel, sammen med Zibrasport, besluttet, at jeg ikke kom retur. Derfor havde jeg allerede dér et mål om, at når min barsel var slut, så ventede livet som iværksætter på den anden side. Superskræmmende og nervepirrende, men også meget motiverende og spændende.
Ideen til LittleUnBox var med udgangspunkt i mine egne behov, mine egne kompetencer, og hvad mine mål og hensigter med at være selvstændig egentlig var. Hvilken hverdag var det jeg ønskede, og hvorfor var det overhovedet, at jeg ville være selvstændig. Jeg lavede den klassiske “fordele og ulempe” liste, og så skulle Frederik på hjemmefronten også være indstillet på, at jeg kastede mig ud i livet som selvstændig. For det kræver støtte, fleksibilitet, kompromisser og “ofring”. Sådan har det i hvert fald været for os, og sådan er det stadig for os.
At dele min mål med omverdenen var en drivkraft
Jeg udnyttede alle min datters lure til at arbejde på LittleUnBox. Jeg havde fat i potentielle medlemmer til konceptet, jeg ændrede konceptet, jeg rettede til, og jeg begyndte at bygge min webshop. LittleUnBox blev bygget ud fra mit behov som nybagt mor, men jeg åbnede tidligt op for dialog med potentielle medlemmer. LittleUnBox skulle nemlig imødekomme nybagte-og småbørns forældre i hele landet – og ikke kun imødekomme mit behov. Det skulle også være deres LittleUnBox.
Jeg havde sat mig et mål om, hvornår jeg ville lancere. Det havde jeg også valgt at dele med min omverden og på alle de sociale medier. Det lagde et stort (personligt) pres på mig selv. En “klassisk” Camilla ting. At melde mig til ironman, velvidende at jeg hverken har prøvet at cykle på en racercykel eller lært at crawle endnu.
Sådan var det også med LittleUnBox. Jeg havde aldrig sendt en pakke før, indkøbt produkter eller stiftet min egen virksomhed. Pipi Langstrømpe typen er jeg jo egentlig nok.
Karriere og mor
Da Ella-Sofia var ca. 9 måneder gammel i foråret 2020, overtog Frederik barslen. Corona var i fuld gang, og jeg skulle lancere LittleUnBox om få måneder. Midt i corona.
Nu startede en ny hverdag for alvor i min karriere, og ikke mindst som mor. Nu skulle jeg til at lære og balancere de to ting i en ny hverdag, hvor hun ikke var med mig alle steder.
Er der noget som jeg har ændret på i min arbejdshverdag efter jeg er blevet mor så er det:
- Effektive og korte møder. Min tid er blevet værdifuld på en måde, den aldrig har været før. Hvis det ikke er værdifuld tid, jeg bruger på min forretning, så er det tid, som jeg vil hellere vil bruge med mit barn.
- Effektiviteten når jeg arbejder. Jeg har ikke tid til at sidde og klø mig i håret, eller lave “mindre vigtige” opgaver i løbet af min arbejdsdag. Så vil jeg hellere gå fra kontoret tidligere, for at have tid til min datter, og arbejde på de “mindre vigtige” ting, når hun sover.
- Weekender og aftaler. Når jeg ikke arbejder, så prioriterer jeg kvalitetstid med familien, og at vi ikke skal fylde vores weekender op med 700 forskellige ting. Det har helt klart været nemmere i denne coronatid, fordi det har givet sig selv, og at jeg ikke har været nødsaget til at skulle prioritere på samme måde.
Ella-Sofia udfordrer mig positivt i at være til stede i nuet. Jeg øver mig i at lade være med at prøve at være to steder på samme tid. Det kan være svært. Jeg kan opleve at få dårlig samvittighed, når jeg ikke er ved hende, og omvendt kan jeg få dårlig samvittighed når jeg ikke er i gang med LittleUnBox”.
LittleUnbox er en abonnementsordning, hvor medlemmerne månedligt modtager en boks fyldt med indhold tilpasset barnets alder fra 0-24 måneder. Medlemmerne har ikke kendskab til boksens indhold på forhånd, og hver måned byder dermed på nye overraskelser samt produkter til barnets udvikling, leg og pleje.
Kategori: Barselsprojekter