At få et barn sammen er en holdindsats. Det gælder også barslen.
Mød Allan. Allan er 36 år, selvstændig og stifter af Indretningsfabrikken og far til to. Fra nytår skal han på barsel med sin søn Johan i 5-6 måneder. Det var han også med sit første barn. Allan og hans hustru deler nemlig barslen lige mellem sig – noget de er helt enige om. For dem er familie og barsel en fælles indsats, og det er en pligt og en lykke, de deler.
”Jeg synes, det er fedt at være på barsel, og det giver mig utrolig meget. Men barsel er også et ansvar, som vi i vores familie har valgt at dele. Vi er begge ambitiøse med vores arbejde og ønsker at bevare en god tilknytning til vores arbejdsplads. Der er i dag stadig en uskreven norm, der tilsiger, at kvinden tager langt størstedelen af barslen og mænd typisk kun tager ganske lidt. Det kan være pga. økonomiske strukturer, fordi der ofte er dårligere barselsvilkår for mænd, og barslen dermed bliver en større økonomisk belastning for familierne.
Helt grundlæggende mener jeg, at familierne selv bør bestemme, hvordan de fordeler barslen mellem sig, men jeg vil opfordre fædrene derude til at tage barsel. Og gøre det længere end en måned. Lang barsel er alfa og omega. Det er et kæmpe privilegium at være så meget sammen med sit barn, men det er samtidig også positivt for forholdet til min hustru, der bliver meget ligeværdigt og respektfuldt. Vi har en helt særlig forståelse for hinanden og et fællesskab omkring vores familie.
At være på barsel er desuden en hardcore projektlederuddannelse, især med nummer to, så på den måde kommer man også styrket tilbage fra barsel.
Jeg er klar over, at jeg som selvstændig har en større fleksibilitet, men jeg har jo samtidig også kun mig selv til at finansiere barslen. Og jeg tager fuld barsel og mine opgaver bliver overdraget til mine medarbejdere og min partner, mens jeg er væk. Der vil være ting, jeg som selvstændig er nødt til at forholde mig til undervejs, men jeg planlægger det sådan, at jeg kan tage mig af det, når min kone er hjemme.
Mit bedste råd til kommende, barslende fædre er at opsøge barselstilbud for fædre, både faglige og sociale, så man kommer ud og får noget andet indhold i hverdagen og får nye, gode relationer – især hvis man er på barsel i længere tid.
Jeg synes, det er ærgerligt for de mænd, der ikke får muligheden for, af den ene eller anden grund, at tage barsel. På dødslejet ærgrer man sig sjældent over, at man ikke fik arbejdet nok. Man ærgrer sig over de nære ting, fx at man ikke tilbragte tid nok med sine børn.
Og det kan sagtens forenes med et spændende, aktivt arbejdsliv at gå på barsel – både for mor og far”.
Kategori: Far på barsel, Selvstændig på barsel