Allerede inden jeg blev mor, vidste jeg, at en lang fuldtidsbarsel ikke var det rigtige for mig

Christine Trærup Larsen er mor til Karla på syv måneder og arbejder som Digital Marketing Specialist hos If Insurance. Da hun blev gravid, vidste hun, at fuldtidsbarsel ikke var noget for hende. Hendes leder og team bakkede heldigvis op om en fleksibel barselsordning.

”Hvorfor?” er nok ét af de spørgsmål, Christine har fået allermest, når hun har fortalt om sin fleksible barselsordning. Manglende forståelse for det valg, hun traf sammen med sin mand, har fyldt en del, men heldigvis ikke på arbejdspladsen.

”Heldigvis var det ikke den reaktion, jeg mødte hos min leder, eller i det team jeg til hverdag er en del af, da jeg nævnte, at jeg gerne ville holde en fleksibel barsel”, fortæller Christine.

Christine greb det struktureret an, inden hun gik til sin leder. Hun tjekkede op på reglerne med HR, koordinerede med kolleger og tog så derefter planen videre til sin chef.

”Min leder sidder i Finland, og mit rationale var, at hun ikke skulle sætte sig ind i danske vilkår. Det skulle være nemt for hende, og derfor præsenterede jeg en løsning. Jeg afklarede det også med mit team forinden. Det skulle ikke være en belastning eller en udfordring for teamet. Det skulle også give mening for dem. De var heldigvis meget positive”.

Christine startede med at være på fuldtidsbarsel de første tre måneder efter hun fødte sin datter. Derefter startede hun op på deltid, og da Karla blev 6 måneder gik hendes mand på fuldtidsbarsel.

”Jeg arbejdede på alle tidspunkter af dagen hjemmefra, men indrettede det efter Karlas rytme. Jeg mødtes med teamet til check ins online og arbejdede ca. 8-12 timer ugentligt rundt om tiden med Karla. Min mand er socialpædagog og har skiftende arbejdstider, så han kunne aflaste, og vi havde derfor stor fleksibilitet. Det tog også noget af bekymringen ud af, om det kunne gå”.

Og det har hele tiden været op til Christine, hvordan arbejdet skulle planlægges, og hun kunne også frit trække stikket igen, hvis det blev nødvendigt.

”Jeg blev virkelig rummet i at ville forsøge mig med den løsning på arbejdspladsen, og vi har heldigvis fået et barn, der sover godt og i det hele taget er veltilpas. Hvis hun ikke var det, kunne det være, at jeg havde ændret mening”, fortæller Christine.

Og hvad er så svaret på ”hvorfor”?
”Jeg havde svært ved at identificere mig med at være hjemme på barsel med et helt lille barn og deltage i de klassiske barselsaktiviteter. Generelt føler jeg mig rigtig godt tilpas i arbejdssammenhænge og dét jeg laver i mit professionelle liv, derudover har jeg et stort socialt behov og mærkede et behov for at fortsætte i noget jeg kendte og havde erfaring med. Som kontrast til moderskabet som jeg havde nul erfaring med. Efter Karla kom, var den følelse det samme”, fortæller Christine.

Graviditet, barsel og amning er dog emner, der vækker mange følelser i folk, og Christine oplevede, at flere havde en holdning.

”Jeg er for eksempel blevet spurgte af mange fra den ældre generation, hvem der så skulle passe barnet. De så slet ikke min mand – Karlas far som en mulighed. Fra nyere mødre var det mere manglende forståelse baseret på hvornår de selv var klar til at opgive barslen og især amning. Alle kommenterer ud fra deres eget livssynspunkt og erfaring”, fortæller Christine.

Christine har også skulle bruge en del tid på at bekræfte sit valg overfor andre; ”er du stadig ok med det?

”Jeg er kun blevet bekræftet i, at det har været den rigtige løsning for mig og min familie. Men jeg ved også, at uden en partner, leder og et team bag mig, som har været fleksible, forstående og støttende, havde det været en helt anden oplevelse. Mit råd til andre er, at de ikke skal frygte at sammensætte barslen ud fra deres behov – om den skal være fleksibel eller fuld tid. Sæt fokus på dét der giver mening for familien og ikke hvad andre gør. Der er så meget af det hårde omkring børn der bliver italesat, vi har valgt at sætte fokus på alt det positive og oplever generelt at det er bedre end mange har fortalt os det ville være. Det gør at vi slapper af i forældreskabet og vores valg, og det tror jeg er vores styrke.”, afslutter Christine.

Tak for at dele din historie med os, Christine.

Ligger du også inde med en god historie, som vi skal dele? Så send os en mail på kb@inspiredbeyondbabies.dk – vi glæder os til at høre fra dig.


Kategori: Fleksibel barsel